Anmeldelse af ‘Dolly Partons jul på pladsen’: Ferie blinker
Netflix's peppede feriemusical har en stemningsfuld streak og originale sange af countrystjernen, der spiller en hjemløs engel med lektioner for byen Joakim.
- Jul på Torvet
- Instrueret afDebbie Allen
- Familie, Musical
- 1t 38m
Når du køber en billet til en uafhængigt anmeldt film via vores side, optjener vi en affiliate-kommission.
En masse af Dolly Partons jul på pladsen har en vis lighed med det velkendte - lykønskningskort, gløggcider, Dickens, Velveeta. Men resten er sin egen ting. Tapdans og tango i banken? Nyheder til mig. En skønhedsbutik, der dybest set fungerer som en trækbold? Nå, det er ikke nyt, men ingen er faktisk i træk. De to mænd, der begynder at vogue, ser bare ud, som om de har modelleret for Sears. Så er der spørgsmålet om Dolly Parton selv. Hun starter hjemløs, i grå klude, synger i centrum af byen om kraften i samværet, logrer med sin boks for forandringer til folk, der har for travlt med at lave rygvendinger og jetées til at bemærke. Ved slutningen af denne ting er hun praktisk talt guddommen i slutningen af Angels in America, fuld af eddike i stedet for hævn.
Det er dårligt, den slags dårlige, der ved, hvad det er - campy snarere end campy. Campy er lejr med et diplom og en martini. Og Jul på Torvet er en drukkenbolt. Parton lavede musikken. Debbie Allen lavede kroppene - Ailey-ismerne og breakdances og svingning i kirkestolene. Hun er også instruktør. Og i de første 40 minutter holder hun, Parton og manuskriptforfatteren Maria S. Schlatter det hele med at nynne med det campy swish, du har brug for til en romantisk-musikalsk-familie-tragedie-feriekomedie. Det er Fa-la-la-la-la, la-la-la-la Land.
BilledeKredit...Netflix
Vi har den slags viden dårligt på hånden, der navngiver en præst kristen. Det er den slags dårlige ting, der sætter sig i en by, der er dømt til at blive et indkøbscenter, men som alligevel allerede har det peppede blink-blink fra en Old Navy-reklame. Det er den slags dårlige, at Christine Baranski kan kaptajn til yachtdom. Hun spiller Regina Fuller, damen, der arrangerede salget af byen og bruger åbningsnumrene på at uddele fraflytningsmeddelelser til butiksejere, børn og dansere. Logistikken i arrangementet er for sagnomspundet til at forstå. Men hun er taget alvorligt nok til, at præsten (Josh Segarra) kan lede modstanden, og at folk begynder at pakke flyttekasser. Hvem ville gøre dette mod folk i ferien? Christian spørger, og hun fortæller ham: Rige mennesker, der får skattelettelser. Regina spiller ikke.
Heller ikke Partons hjemløse engel. Hun har uklare tuffets at sidde på og manerer til at lære Scrooge-y Regina. Hendes scener bliver brugt på at guide en engle-elev og give Baranski det onde øje sammen med den visnende folkelighed, der er Partons speciale som filmstjerne. Hvem ville ellers gider at beskrive, hvad et rod egentlig er ved at udtale ordet, så det lyder som 'bilulykke'?
Sangene er ikke Parton guld . De er ikke engang Parton bronze . Hvad de er, er dog forpligtet til den aktuelle opgave: en vis procentdel af vid, visdom og attitude, som hvert nummer synes at kalde på og med dobbelt så stor udlægning. På et tidspunkt serverer Regina Margeline, skønhedssalonens ejer (og tidligere borgmester), som spilles af Jenifer Lewis. Margeline, ikke engang skændes, for selvom vi er venner, der er vokset op her sammen, er her en fraflytningsmeddelelse og en meddelelse om at flytte. Vi ses, når du sætter mit hår i morgen. Kom ikke for sent. Træblæserne rejser sig i sultne fortræd for at møde hver spiste.
BilledeKredit...Netflix
Dette er et kristent foretagende, og Partons tekster har den deklarative navigeringsevne, du skal bruge for at lære en lektie. De mangler bare kroge. Det er lige meget. Hendes sangskrivning nyder at swipe lidt af hvert fra musikbuffeten: Rodgers og Hammerstein, sirup, Ike og Tina. Ved Reginas håraftale lader Margeline sin veninde få det med et gospelnummer, der efterlader nogle ripostes til Regina.
Pige, du synes, du er så voldsom, synger Lewis.
Jeg har vel ikke brug for en nål for at få hul i ørerne, siger Baranski.
Enhver, der foretrækker deres underholdning krydret, tilsat, saltet, kvælet og røget, kunne have ventet på Baranski vs. Lewis. Deres tidlige scener er ikke helt et burmatch, men du kan bestemt bruge dem til at saltede en kalkun. Hele filmen forløber i denne ånd af modhager. Der er en kirkebundet sekvens, hvor Christian og hans sognebørn raser mod Reginas hjerteløshed, og nogen synger, at hun er kold som en heks - før alle nærmest gisper og synger forbi hende.
Allens kamera er lige så overkoffeinfyldt som hendes koreografi. Men hun ved, hvornår hun skal sætte farten ned og indtage en scene, som hun gør med et par af balladerne, som en duet mellem Baranski og en børnebar, der ender i en medicinsk krise i sidste akt. Vent, jeg nåede så langt uden at nævne, at Regina også har en medicinsk krise?! Nå, det er hun. Hun er bare ligeglad. Så ja, filmen har flere stræk end en yogatime. Den har også Treat Williams, som Reginas umuligt enlige gamle flamme, der stadig brænder for hende og klar med en sang om, hvorfor hun tager fejl: hans julebutik er ikke et værelse fyldt med skrammel.
På cirka fem minutter løser Christmas on the Square byens skæbne, et adoptionsmysterium, både helbredsproblemer og alles foragt for Regina. Bare ud fra et økonomisk synspunkt er det et mirakel. Hvad skal vi ellers forvente af en film, der involverer en kvinde, hvis milliondonation til medicinsk forskning angiveligt resulterede i en Covid-19-vaccine? Parton er for selvironisk til at klappe sig selv på skulderen, men bare selvunderlig nok til at kende en engel, når hun ser en.
Dolly Partons jul på pladsen Ikke bedømt. Spilletid: 1 time 38 minutter. Se på Netflix .
