FILMANMELDELSE; Godt og ondt fastlåst i et voldeligt opgør

Kristi lidenskab

Instrueret afMel Gibson

Drama

R

2t 7m

Der er en profetisk episode af ''The Simpsons'', hvor den kendte gæstestjerne Mel Gibson, instruerer og spiller hovedrollen i en genindspilning af ''Mr. Smith går til Washington,'' får hjælp fra Homer Simpson, som repræsenterer den offentlige smag (eller mangel på den). Homer overtaler Mr. Gibson til at ændre billedets slutning og erstatter James Stewarts populistiske tirade med en actionsekvens, en byge af retfærdig skud, der efterlader Kongressens sale overstrøet med lig. Publikum flygter fra teatret i afsky. Jeg tænkte på Homer mere end én gang, med en ufrivillig respektløshed betinget af mange års hengivenhed til ''The Simpsons'', da hr. Gibson præsenterede sin nye film, ''The Passion of the Christ'' for nøje udvalgte forhåndsvisninger. på tværs af landet, lave et par klip i sidste øjeblik og derefter gå i æteren for at promovere og forsvare filmen. Den åbner i dag på landsplan.

I betragtning af korsfæstelseshistorien behøvede Mr. Gibson ikke at ændre slutningen.

''The Passion of the Christ'' er så ubønhørligt fokuseret på vildskaben i Jesu sidste timer, at denne film synes at opstå mindre af kærlighed end fra vrede, og at det lykkes mere med at angribe ånden end at opløfte den. Mr. Gibson har konstrueret et nervepirrende og smertefuldt skue, der også i sidste ende er deprimerende. Det er nedslående at se en film lavet med åbenlys og rigelig religiøs overbevisning, der samtidig er så fuldstændig mangelfuld i nåde.

Mr. Gibson har afveget radikalt fra tonen og ånden i tidligere amerikanske film om Jesus, som har haft en tendens til at være velsmagende (hvis ofte ekstremt lange) søndagsskoleprædikener designet til at dulme publikum i stedet for at skræmme eller opildne det.

Hans version af evangelierne er rystende voldelig; den sidste time af ''The Passion of the Christ'' består i det væsentlige af en mand, der bliver slået, tortureret og dræbt i grafiske og dvælende detaljer. Når han er taget i forvaring, bliver Jesus (Jim Caviezel) sat i håndjern og sparket og derefter, meget mere systematisk, pisket, først med stive stokke og derefter med læderpiske, der er tippet med skarpe sten og glasskår. På det tidspunkt, hvor tornekronen bankes på hans hoved, og korset lægges på hans skuldre, er han næsten uigenkendelig, en masse af flået og blodigt kød, der knap nok kan stå, jamrer og hyler af smerte.

Publikums ønskede reaktion på dette skuespil er ikke afsky, men noget i retning af den skælvende, dirrende ærefrygt manifesteret af Maria (Maia Morgenstern), Maria Magdalena (Monica Bellucci) og nogle få følsomme romere og Jerusalemitter, mens de tvinger sig selv til at se på. Afsky og ærefrygt er ikke, når man tænker over det, så langt fra hinanden, og i Mr. Gibsons vision er det ene en vej til det andet.

Ved at gnide vores ansigter ind i den uhyggelige virkelighed af Jesu død og fastholde vores øjne på hver eneste flænge og flænge på hans krop, betyder denne film at gøre bogstavelig talt en begivenhed, som evangelierne ofte behandler med omtanke, og som har en tendens til at blive tænkt lidt abstrakt. Se, filmen ser ud til at insistere på, at når vi siger, at han døde for vores synder, er det det, vi mener.

En seer, især en, der accepterer historiens teologiske betydning, er således fanget i et sadomasochistisk paradoks, ligesom de disciple, for hvem Jesus i et tilbageblik, der opstår mod slutningen, lover at give sit liv til. Den almindelige menneskelige reaktion er at ønske, at blodbadet stopper, en impuls, der synes at mangle hos de opløste romerske soldater og de selvretfærdige farisæere. (Mere om dem snart.) Men uden deres grusomme grusomhed ville historien ikke nå sin nødvendige ende. At standse henrettelsen ville forpurre det guddommelige forsyn og nægte forløsningsgaven.

I hvert fald er dette en filmanmeldelse, ikke søndagsskole. Det paradoksale ved at ønske, at noget forfærdeligt skal stoppe, selvom man ønsker det skal fortsætte, har lige så meget at gøre med at gå på film som med teologi. Og hr. Gibson har, enten uskyldigt eller genialt, udnyttet den folkelige appetit på terror og elendighed til det, han og hans allierede ser som en højere ende. Midlerne adskiller sig imidlertid ikke fra dem, der blev brugt af virtuoser inden for chokfilm som Quentin Tarantino og Gaspar Noé, der udsatte fru Bellucci for en så alvorlig fornærmelse i ''Irreversible''. Hr. Gibson er temperamentsmæssigt en mere solid, mindre formel eventyrlysten filmskaber, men han er ikke mindre en kender af vold, og det vil være morsomt at se nogle af de samme skæld ud, som fordømte Mr. Tarantinos ''Kill Bill: Vol. 1'' lovsang ''The Passion of the Christ.''

Mr. Gibson, fra det øjeblik, han begyndte at tale offentligt om dette projekt, understregede hans ønske om at gøre hans ''Passion'' så realistisk som muligt. Til det formål foregår dialogen på aramæisk og en dialekt på latin, som det kræver lidt tilvænning, men som undværer den opstyltede, akavede diktion, der rammer så mange bibelske eposer. Fraværet af identificerbare filmstjerner (med undtagelse af Ms. Bellucci, som udviser passende beskedenhed) tilføjer også et element af sandhed. Men stilen og tonen i ''The Passion'' er langt fra, hvad der normalt menes med realisme.

Den første del, som foregår i nattens mulm og mørke (optaget af den fremragende filmfotograf Caleb Deschanel), har fornemmelsen af ​​en gyserfilm. Mens Jesus beder i Getsemane-haven, tipper kameraet rundt om ham som en stalker, og John Debneys partitur er et højtonet krybende show af truende orkestrale undertoner og rygsøjlens koreffekter. En slidende, femininig Satan (spillet, afslører slutteksterne, af en kvinde ved navn Rosalinda Celentano) smyger sig rundt som noget i et Wes Craven-mareridt, og Judas, der vælter af sit forræderi, trues af dæmonbørn med spidse tænder og mælkeagtige øjne.

Når dagslyset gryer, skifter stemningen fra gyser-film-spænding til slasher-film-angst. Hele vejen igennem lægger Mr. Gibson sig på Mr. Debneys konserverede ophøjethed med den tungeste mulige hånd, og han hengiver sig til lige så subtile visuelle og lydlige effekter. Judas' 30 stykker sølv flyver gennem luften i slowmotion, og det første søm trænger ind i Jesu håndflade med et slag, der må have taget timers digital justering at formulere. Den dunkende eftertrykkelige historiefortælling (sammen med de gamle sprog) gør skuespillet næsten ved siden af, selvom det er svært ikke at blive imponeret over hr. Caviezels udholdenhed.

Den eneste psykologiske kompleksitet i dette tableau af godhed og skurkskab tilhører Pontius Pilatus og hans kone, Claudia, spillet af to meget dygtige skuespillere, Hristo Naumov Shopov og Claudia Gerini, som jeg håber vil blive mere fortrolige for det amerikanske publikum.

Er ''The Passion of the Christ'' antisemitisk? Jeg troede, du aldrig ville spørge. I mine øjne så det ikke ud til at handle eksplicit eller voldsomt i den giftige ikonografi af historiske jødehad, men mere følsomme seere kan være uenige. Farisæerne, i deres tallit og skæg, er bestemt vist som en skummel og umenneskelig gruppe, og pøbelen, de befaler, er fuld af hylende, grimt raseri. Men denne skurkskab på skærmen ser ikke ud til at overstige, hvad der kan findes i kildematerialet.

Mr. Gibson for et par uger siden udviste angiveligt en særlig provokerende dialoglinje, der refererede til jøderne: ''Hans blod være på os og på vores børn.'' Den linje kommer fra Matthæus Bog, og det ville tage en revisionistisk for at fjerne ethvert spor af kontrovers og intolerance fra en historie, der hviler direkte på den teologiske grænse, der adskiller kristendommen fra jødedommen.

At hr. Gibson ikke forsøgte at overskride disse splittelser kan være beklageligt, men at fordømme ''The Passion of the Christ'' for dens formodede bigotteri er at gå glip af dets pointe og at misforstå dets problemer. De bekymrende implikationer af filmen udspringer ikke primært af dens religiøse dagsorden: en ekstrem, traditionalistisk romersk-katolicisme, der ikke har forhindret ''The Passion'' i, mærkeligt nok, at give genlyd hos mange evangeliske protestanter.

Det, der gør filmen så grum og grim, er Mr. Gibsons manglende evne til at tænke ud over filmfortællingens konventionelle logik. I de fleste film – helt sikkert i de fleste film instrueret af eller med Mr. Gibson i hovedrollen – kræver vold mod de uskyldige retfærdig hævn i tredje akt, en forventning om at Mr. Gibson i dette tilfælde pisker op og går utilfreds.

I sig selv giver ''The Passion of the Christ'' aldrig en klar fornemmelse af, hvad alt dette blodsudgydelse var for noget, bortset fra hvilken overbevisning en seer måtte bringe til det, en uklarhed, der er Mr. Gibsons mest alvorlige kunstneriske fiasko. Evangelierne antyder, i hvert fald i nogle fortolkninger, at historien ender med tilgivelse. Men sådan en slutning virker ud over Mr. Gibsons fantasifulde evner. Måske har han mistanke om, at hans offentlighed foretrækker terror, raseri og elendighed. Måske havde Homer Simpson trods alt ret.

''The Passion of the Christ'' er klassificeret som R (Under 17 kræver ledsagende forælder eller voksen værge). Den har mange scener med grafisk vold.

KRISTUS PASSION

Instrueret af Mel Gibson; skrevet (på aramæisk og latin, med engelske undertekster) af Benedict Fitzgerald og Mr. Gibson; direktør for fotografi, Caleb Deschanel; redigeret af John Wright; musik af John Debney; produktionsdesigner, Francesco Frigeri; produceret af Mr. Gibson, Bruce Davey og Stephen McEveety; udgivet af Icon Productions og Newmarket Films. Spilletid: 120 minutter. Denne film er bedømt R.

MED: Jim Caviezel (Jesus), Monica Bellucci (Magdalen), Hristo Naumov Shopov (Pontius Pilatus), Maia Morgenstern (Mary), Francesco De Vito (Peter), Luca Lionello (Judas), Mattia Sbragia (Caiphas), Rosalinda Celentano ( Satan), Claudia Gerini (Claudia Procles).