Mennesker, der engang begravede deres skatte, begraver nu deres farer

- Ind i Evigheden
- NYT-kritikerens valg
- Instrueret afMichael Madsen
- Dokumentar
- 1t 15m
Jeg er fristet til at kalde Into Eternity for årets mest interessante dokumentar og en af de hidtil mest foruroligende film, men sådan en udmelding, der altid er tvivlsom i begyndelsen af februar, virker særligt absurd i dette tilfælde. Filmen, instrueret af Michael Madsen - en dansk konceptkunstner, ikke den amerikanske barske skuespiller - tager usædvanlig lang tid udsigt . Mr. Madsens drøvtyggende, lige-tonede fortælling er ikke rettet mod nutidens kritikere, men mod seere, der kan komme til at se denne visuelle artefakt på et fjernt tidspunkt i fremtiden, så meget som 100.000 år fra nu.
Dette næsten ufattelige perspektiv efterspørges af emnet Into Eternity, et finsk atomaffaldsopbevaringssted kaldet Onkalo. Navnet betyder gemmested, og det er designet til at holde farligt radioaktivt materiale uden for rækkevidde, så længe det forbliver farligt. En række tunneler og hvælvinger dybt inde i de nordlige skove, Onkalo, som ikke er nær afsluttet, er en bemærkelsesværdig ingeniørkunst og også et skræmmende filosofisk problem. Hr. Madsens kamera fanger den uhyggelige storhed af den fysiske struktur, når den er sprængt og hugget ind i klippen, og også de debatter, det har affødt blandt en gruppe nøgterne, betænksomme videnskabsmænd, teologer og politiske beslutningstagere.
Disse argumenter er på én gang eminent praktiske og vildt spekulative. Et grundlæggende og indlysende spørgsmål er, hvordan farerne ved Onkalo skal kommunikeres til fremtidige generationer. Kompleksiteten af dette problem kommer i fokus, når man tænker på, at uanset hvilke budskaber, der efterlades, skal dechifreres tusinde århundreder frem, mange gange mere end den registrerede menneskelige historie hidtil. Pyramiderne i Egypten, som tilbyder en plausibel analogi med hensyn til skala og levetid, er ikke engang 5.000 år gamle, og gamle hieroglyfiske advarsler om at lade dem være i fred er blevet ignoreret, selv når de er blevet forstået.
Hvem eller hvad vil overhovedet være i nærheden, når faren for det brugte brændsel, der er gemt på Onkalo, endelig bortfalder? Intelligente robotter? Højt udviklede skimmelsvampe og svampe? En slags fremmed livsform, for hvilken plutonium er en kilde til ernæring? Som en af hr. Madsens interviewpersoner bemærker, ser det meste science fiction kun et hundrede år frem i tiden, og det er derfor ikke særlig nyttigt.
BilledeKredit...Internationalt filmkredsløb
Er der et universelt symbol, der betyder fare? Vil markeringer på jorden, udførlige diagrammer eller gengivelser af Skriget af Edvard Munch være effektiv til at holde fremtidige nysgerrige søgende på afstand? Eller er den bedre løsning - foreslået af nogle af tænkerne og forskerne og ilde set som uetisk af andre - at efterlade ingen tegn eller spor overhovedet og håbe, at det, vores efterkommere ikke ved, ikke vil skade dem.
Tusindvis af tons radioaktivt affald produceres i produktionen af atomkraft, og Into Eternity har et noget skyldigt syn på denne aktivitet. Hr. Madsen undrer sig over hensynsløsheden og hybrisen hos en art, der ved at tjene sine egne umiddelbare behov kan bringe liv på planeten i fare i mange generationer fremover. Og selvom intet sagt i hans film undergraver denne bekymring, giver den måde, filmen og folk i den udtrykker deres bekymring på, den en følelse af sublimitet, der er usædvanlig i de fleste miljøvenlige dokumentarfilm.
Der er ganske vist noget apokalyptisk forfærdeligt over Onkalo, men impulsen bag det er nobel, og selve installationen har en ubestridelig storhed. At teologer, ingeniører, etikere og bureaukrater bruger så meget tid og kræfter på at forsøge at beskytte den fjerne fremtid mod konsekvenserne af nuværende dårskab taler ret godt om vores nuværende civilisation, eller i det mindste den del af den, der er viet til klar tænkning og rationel problemløsning.
Men faktum om Onkalo peger i retning af mystik og paradoks. Hvis det varer så længe, som det er meningen - og alle forholdsregler bliver taget for at befæste det mod jordskælv, politisk kaos og istiden forudsagt om 60 årtusinder eller deromkring - kan denne enorme ingeniørbedrift meget vel være det eneste, der overlever os . Det kan med andre ord udgøre hele den menneskelige arv i en lang, post-menneskelig tid fremover. Og dette vil især være sandt, og især passende, hvis stedet bliver glemt og aldrig fundet.
IND EVIGHED
Åbner onsdag på Manhattan.
Skrevet og instrueret af Michael Madsen; direktør for fotografi, Heikki Farm; redigeret af Daniel Dencik og Stefan Sundlof; produceret af Lise Lense-Møller; udgivet af International Film Circuit. På Film Forum, 209 West Houston Street, vest for Avenue of the Americas, South Village. På engelsk, finsk og svensk med engelske undertekster. Spilletid: 1 time og 15 minutter. Denne film er ikke bedømt.