Fristelse dominerer vejen til bedring
Video
- Oslo, 31. august
- Instrueret afJoachim Trier
- Drama
- Ikke bedømt
- 1t 35m
Joachim Triers Oslo, 31. august er en perfekt lineær historie, der strutter af spænding og tvetydighed. Titlen og strukturen gør restitutionsbevægelsens mantra en dag ad gangen bogstavelig og viser også, hvor lang og fuld af fare et enkelt 24-timers span kan være. Historier om afhængighed passerer ofte gennem en metaforisk korsvej - forløsning ad den ene vej, katastrofe ned ad den anden - men Anders (Anders Danielsen Lie), hr. Triers hovedperson, står over for et sådant valg i hvert vågent øjeblik. Du er aldrig sikker på, hvad han vil gøre næste gang, og det er klart, at det er han heller ikke. Han ved heller ikke nødvendigvis, hvorfor han træffer de valg, han gør, eller hvad de betyder.
Vi møder Anders om morgenen, da han vågner efter en nat på et ubestemmeligt motel med en kvinde, vi knap nok ser. Han tager tilbage til det genoptræningscenter, hvor han bor, og stopper undervejs for et selvmordsforsøg, der for alt, hvad vi ved, kan være et dagligt ritual af halvhjertet selvdestruktion. Han fylder sine jakkelommer med sten og vader ud i en dam, for kun få sekunder senere at dukke op gennemblødt, flov og resigneret over tilværelsens fortsatte prøvelse.
Da han nærmer sig slutningen af sit ophold i bedring - efter flere års stofmisbrug, der skadede hans karriere og hans forhold til venner og familie - rejser Anders, der er 34, til Oslo til en jobsamtale. Han besøger også en gammel kammerat ved navn Thomas (Hans Olav Brenner), en gift litteraturlærer med to små børn, som misunder Anders' ubundne tilstand og ser længselsfuldt tilbage på deres vilde tider sammen.
Byen er fuld af minder, associationer og fristelser, og mens Anders markerer tiden med grublende kopper kaffe og syge cigaretter, tager et centralt, elementært dramatisk spørgsmål form. Vil han klare sig igennem denne dag uden at få tilbagefald, og hvis ikke, hvad vil konsekvenserne være?
Billede
Kredit...Strandfrigivelse
Hr. Trier, hvis tidligere indslag var det lagdelte, litterært psykologiske drama Reprise (også med Mr. Lie i hovedrollen), observerer Anders med en blanding af kølighed og medfølelse. Vi er ved hans side i stort set hvert sekund af filmen, og alligevel forbliver han på trods af denne tilsyneladende intimitet noget af en gåde, lige uden for rækkevidde af vores fulde forståelse eller ubevogtede sympati.
Og det gør os som næsten alle andre i Anders’ liv, muligvis med undtagelse af en ung kvinde, han møder for første gang til en fest, som er tiltrukket af hans stille, melankolske luft og uvidende om sin historie. Ingen andre ved, hvordan de skal håndtere ham.
Ren, Anders er et spøgelse af sit tidligere jeg, der besøger gamle tilholdssteder uden at være der helt. Han ringer til en gammel kæreste, som er flyttet til New York, og efterlader stadig mere desperate beskeder på hendes telefonsvarer. Han placerer sig selv, enten bevidst eller af vane, i risikable situationer, og vi følger hans handlinger med en voksende følelse af hjælpeløshed og frygt.
Oslo, 31. august, løst baseret på Le Feu Follet, en roman fra 1931 af den franske forfatter Pierre Drieu La Rochelle (tilpasset til film af Louis Malle i 1963), er hverken sensationalistisk eller straffende dyster. Der er nogle gange en generisk kvalitet ved film om afhængighed, måske på grund af sygdommens udjævnende kraft, som kan ramme enhver, uanset baggrund. Anders er klog - en engang lovende intellektuel, der har publiceret artikler i højbrowde tidsskrifter - og er opdraget, ser det ud til, af venlige og kærlige forældre. Han har ingen god forklaring på den smerte, han har påført sig selv og andre, som kan gøre det sværere at helbrede.
Men hr. Trier og hr. Lie - en stille, recessiv, men ikke desto mindre magnetisk selvsikker skærmtilstedeværelse - understreger frem for alt Anders' individualitet. Oslo, 31. august, har den tilfredsstillende alvor af specifik oplevelse, og også, tro mod sin titel, en stikkende følelse af sted. Oslo er Anders’ hjem, skueplads for hans lykkeligste og mest frygtelige oplevelser, og filmen, hvor kølig den end er, opvarmes af en kærlighed til byen, som filmskaberen og karakteren tydeligvis deler.
